De største musikere, som vi i dag hører, har brugt lang tid på at blive anerkendt. De har altid været persona non grata i det fine selskab, da de ikke har været fine nok.
Meget af det ændrede sig dog som tiden gik, og den sidste store udmærkelse og anerkendelse kom, da Bob Dylan fik Nobels litteraturpris for hans tekster. Noget, som mange mente var på tide, men den anden fløj mener, han slet ikke er i den kategori, hvor han burde tages i betragtning til så fornem en pris.
Folket har dog fra starten af lyttet til de utilfredse stemmer, og der har fra starten af været rigeligt med fans, der er blevet undervist i skoler i de tekster, som de har skrevet, og de bliver analyseret, som var de digte på linje
med dem, som vi alle har analyseret i skolen, da vi var i skolealderen.
Et talerør til verden
De utilfredse stemmer, som mange kaldte dem, er det talerør, ungdommen havde. Det er mere sigende og mere magtfuldt at udtrykke sig gennem musik end ved malede skilte gennem en hovedgade sammen med andre demonstranter. Musikken har en rytme, der taler til alle, og her er der endnu bedre og større mulighed for at provokere samtidig og dermed komme ud med sit budskab.
For selvom mange tror, det hele handler om had og ondskab, så er budskabet det modsatte. Det er nemlig rummelighed og tolerance. Det er respekt for andre, uanset alder. Der skal være plads til både de unge og til de gamle i vores samfundet, og der skal være plads til alle typer af musik. Også til rockmusikken.
