Musik er ikke bare musik. Det vigtigste en rockmusiker kan give på sine udgivelser og til koncerter er en lille bid af sig selv. En ting er at mestre sit instrument. Det er der rigtig mange, der kan og også gøre rigtig godt. Men uden følelse, så er det bare lyde, der er sat sammen. Det bliver fladt, og det bliver ligegyldigt.
Med følelse flytter musikken sig til et helt andet luftlag. Det gælder om at kunne give den del af sig selv hver eneste gang. Det er ikke bare følelserne i teksterne og noderne. Det handler om at omsætte dem, så smerten kan føles helt inde under hu
den.
Dem, der kan dette, hører vi stadig. Det er de koncerter og optrædener vi lytter til igen og igen. For den slags kan ikke læres. Det er en sindstilstand, og det er noget, der skabes mellem kunstnerne og publikum.
En lille bid – mere skal der ikke til. Men det giver et fællesskab, der ikke kan erstattes og som ikke kan skabes kunstigt. Det er den slags, der gør, at de største bliver ved med at være de største.
